Det er meget sjældent vi oplever problemer med Osters klippemaskiner både model A5 og A6, men når det sker, er det ofte en fejl på selve klippeskæret. Dette er derfor det første, vi skal have afklaret.
Et klippeskær regnes for en slitage-/forbrugsdel, og skal udskiftes engang imellem. Det er meget svært at skyde på, hvor længe det holder, men normalt siger man godt 1 - 1½ år ved jævnlig klipning af én hund.
Grundig rengøring og efterfølgende smørring er med til at forlænge skærets levetid.
Husk i øvrigt, at olie er det bedste middel overhovedet til at sikre en sund klippemaskine, der holder længe, ikke larmer og ikke bliver overophedet.
Sådan opnår du den bedste klipning og holdbarhed af Oster A6/A5:
- Anvend olie
- Rengør altid efter brug
- Fjern synlige pels-rester på din klippemaskine
- Rens under skæret
- Rens og smør selve klippeskæret
Du skal ikke komme olie ned i selve maskinen KUN hen over tænderne på klippeskæret.
Det første du skal gøre nu, er at lave en visuel kontrol af din klippemaskine. Dette gøres ved at tænde maskinen uden monteret afstandskam. Ser skæret ud til at bevæge sig normalt? Lyder maskinen normal eller larmer den uforholdsvis meget?
Se vores video guide 'Montering af skær og afstandskamme på Oster A5/A6'
Vær opmærksom på, at din klippemaskine skal køre, når du klapper klippeskæret ned på plads. Dette er den bedste måde at sikre sig, at skæret lukkes korrekt.
Dernæst skal du kontrollere, at låsen på klippemaskinen fungerer som den skal. Du må IKKE kunne løfte klippeskæret op UDEN at trykke på udløserknappen. Hvis du kan det, virker låsen ikke korrekt.
Hvis du kigger ned lige oven i klippemaskinen uden klippeskær, kan du se den røde driv-tap, der får skæret til at bevæge sig fra side til side. Lige bagved denne sidder selve låsen, der holder skæret. Det er en meget lille, sort metalkrog. Den er vel 7 mm høj. Hvis du IKKE kan se denne krog, kan den være knækket, og så skal maskinen desværre en tur ind til service.
Hvis ovenstående ikke giver dig et svar på problemet, skal du foretage en klippetest uden brug af afstandskam.
Du skal naturligvis udvise en god portion forsigtighed, for uden afstandskam efterlader skæret kun få millimeter pels, hvis du kører helt ned til huden.
Hvis din klippemaskine er i stand til at klippe uden afstandskam, ligger problemet nok i, at den afstandskam du bruger, simpelthen er for lang til hundens pels. Dette kan være svært at se med det blotte øje blot ved at kigge på afstandskammen.
Hvis intet af det ovenstående hjælper, er vi nok nødt til at have klippemaskinen ind til et tjek.